Det er de varme hænder som betaler regningen for
finanskrisen og de store effektiviseringer af den offentlige sektor.
Det kan man læse af en undersøgelse 17. januar – hvoraf det fremgår, at i alt
18.000 pædagoger, sygeplejersker, sosu’er og lærere har måttet bøde for
konjunkturerne.
Derimod er der ikke blevet færre, som beskæftiger sig med administration eller
dokumentation.
Tallet er ganske rigtigt voldsomt – som FTF formand Bente Sorgenfrei også
påpeger.
Men ikke uventet.
Til det kan man lægge op mod 400 politistillinger, som også er nedlagt eller
omgjort bare siden januar 2011.
Forholdsmæssigt flugter nedskæringerne i politiet
med nedskæringerne i resten af den offentlige sektor. Som faggruppe er vi i
samme båd som lærere og sygeplejersker.
Vi kalder os måske ikke varme hænder – vi er noget mere, men
stadig frontpersonalet, som møder og yder
når befolkningen kalder.
Faldet er voldsomt og som nævnt ikke uventet.
Det beskriver den store og forfjamskede indgang til krisen og
samfundsudviklingen, som har fundet sted.
Man har sparet, indført nulvækst og
effektiviseret – og en af måderne at betale regningen på har været at inddrage
lønninger fra de folk som rent faktisk leverede varen.
Til gengæld har man været nødt til at supplere op med
konsulenter, administratorer, dokumentationsenheder og ekstra bureaukrati, for
at sikre, at effektiviseringerne blev og
bliver gennemført.
Resultatet har så vidt været nedslående for hele den offentlige sektor.
For det er stadig frontpersonalet som efterspørges og savnes.
Dokumentationen er derimod ikke det store værd – den tilføjer hverken merværdi
eller service. Hvor bidrager de egentlig?
Jeg savner i den grad politisk mod og vilje til at gøre op med vanetænkning og
embedsmandsforskrækkelse og til at lave en langsigtet fremadrettet plan. Med
andre ord til at tage fat på problemerne i rette ånd. Nemlig med den enkle
forudsætning at sikre hænder og frontpersonale nok.
Til at turde stole nok på sine ansatte, på sit
ressort-område, til at fravælge dokumentationshysteriet og bureaukratiet til
fordel for service og velfærd og retssikkerhed.
Det kræver mod.
Men det er strengt nødvendigt.
Ellers bliver 18.000 hurtigt til 25.000 og 500 færre politifolk til 1.000
færre.
Til en ond spiral af statustab, flere sygedage, slitage på
troværdigheden, mindre faglig stolthed, flere utilfredse borgere, dårligere
velfærd og mere utryghed.
Lad os få den nytænkning.
